Sikke en vild tid jeg kan se tilbage på over de sidste 5½ år: Som nyuddannet, uerfaren 50 årig humanist ankom jeg til SmartLearning en majdag i 2017, Diana tog mig under vingen og satte mig ind i undervisernes udfordringer med IT med projekt Boost.
Derefter kom opgaverne med undervisningsmaterialer og -forløb, nogle forløb uden undervisere, andre som understøttelse af underviserens virke:
- Tue skaffede mig mulighed for at lave censorkurset, hvor jeg designede for at kunne dokumentere effekt af undervisningsmaterialet.
- Henrik, Tue, forskellige emneeksperter og jeg lavede den første generation af mikrokurser hos SmartLearning bl.a. med fokus på adfærd.
- Med Henriks projektafdeling fik jeg lov til at lave mit eget didaktiske ‘take’ på adaptiv undervisning og deltage i Erasmus+, Nord+ og sektorprojekter.
Man kan roligt sige, at jeg har ‘trådt mine barnesko’ her og jeg er taknemmelig for hvert et øjeblik og hver en erfaring jeg tager med mig.
Fremover skal jeg arbejde med min hede drøm, d.v.s. et helt korpus af sammenhængende undervisningsmaterialer. Min plan er at designe og strukturere materialerne, så det er vedligeholdelses’let’ i forhold til nødvendige opdateringer af enkeltdele i hvert undervisningselement og naturligvis bringe alt det med, som jeg har lært.
Den chance har jeg fået pr 1. oktober på Forsikringsakademiet med Henrik som min leder og med dygtige kolleger. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at komme i gang med mit næste eventyr i arbejdslivet.
Men først skal jeg lige til Skotland for SmartLearning med et Erasmus+projekt 🙂