brejner.online er min blog og portfolio

Jeg hedder Mette Søgaard. Jeg bygger LearningSignals — en AI-understøttet videns- og beslutningsstøtteplatform og learning_evidence, som ligger bag og som samler forskning, dansk lovgivning og arbejdsmarkedssignaler om læring og uddannelse ét sted. Men vejen hertil har ikke været lineær, og jeg tror på, at den vej er en del af troværdigheden i det, jeg laver — så her er den, i sin helhed.

Femten år som pædagog

I femten år arbejdede jeg som pædagog i dag- og på døgninstitutioner — med børn og voksne med funktionsnedsættelser, med fokus på sanser, perception og kognition, og senere med SFO-børn i kreative værksteder, hvor mangfoldighed i udtryk og proces var en styrke, ikke noget der skulle rettes ind. Jeg havde gode kolleger, en god chef og et trygt samarbejde med forældre og lærere. Det er nok her, jeg først lærte noget om differentiering og inklusion som fundament — noget jeg senere tog med mig ind i arbejdet med læring, design og data.

Vendepunktet

I 2009 siden ramte jeg et punkt, hvor jeg indså, at livet ikke bliver genudsendt i en “director’s cut” senere — den version, det “burde” have været. Hvis jeg skulle gøre noget andet med mit liv, end det jeg allerede var i gang med, skulle det være nu. Og jeg havde altid vidst, at jeg ville læse mere. Ikke “videre” — bare mere.

Derfor tog jeg suppleringskurser i pædagogik, sagde mit job op efter seks gode år, og flyttede ind i en lille lejlighed i Taastrup for at starte som fuldtidsstuderende — som nyuddannet humanist midt i livet, på et arbejdsmarked der ikke ligefrem stod i kø.

Studietiden

Jeg blev optaget på kandidatuddannelsen IT-didaktisk design på Aarhus Universitet. Dér gav jeg den max gas: valgfaget blev Game Design på IT-Universitetet i København sammen med 70 ambitiøse unge fra hele verden. Jeg dumpede undervejs — to gange — før jeg fandt fodfæste. Karakteren var aldrig pointen; det var at blive klogere.

Specialet blev født, mens jeg selv var studerende på ITU: den lokale læringsstøtteafdeling undersøgte studerendes og underviseres brug af digitale værktøjer, og jeg fik adgang til de anonymiserede data. Jeg lærte mig selv kvalitativ statistik undervejs og skrev specialet på engelsk, fordi den eneste vejleder med den rette indsigt i kvalitative data ikke talte dansk. Jeg afleverede det med en dyb usikkerhed om, hvorvidt det holdt — men med den klare fornemmelse af, at jeg havde lært noget værdifuldt.

SmartLearning — fra oplæring til internationale projekter

I maj 207 blev jeg ansat hos SmartLearning i maj 2017 som nyuddannet 50-årig humanist, og blev sat ind i undervisernes udfordringer med IT. Sammenlignet med mine kolleger blev jeg behandlet som en prinsesse: jeg fik nogle af de mest interessante og udviklende opgaver, og efterhånden gik næsten al min tid med internationale projekter (Erasmus+ og Nord+) — det gav mig rig mulighed for rejser. Undervejs favnede opgaverne bredt: didaktisk sparring, teknisk opsætning af digitale læringsaktiviteter, de første mikrolæringsforløb med fokus på adfærd, og — det, der skulle vise sig at blive den røde tråd — mit eget didaktiske take på adaptiv undervisning. Jeg designede også selvstændige digitale læringsforløb uden underviser, herunder et forløb med over 4.000 kursister og en gennemførelsesprocent på 49 %.

Det var her, tankegangen “data først” satte sig for alvor. Det svendestykke med de 4.000 kursister var designet, så data om kursisternes adfærd og gennemførelse kunne indfanges fra starten af forløbet, ikke tilføjes bagefter som en eftertanke.

Siden jeg begyndte hos SmartLearning, har brejner.online også fungeret som min sandkasse og portfolio ved siden af arbejdet. Noget af det første, jeg gjorde, var at installere Moodle på min egen hjemmeside, så jeg kunne eksperimentere frit med plugins og opsætning uden at det gik ud over den daglige produktion. Der har jeg løbende samlet de kursusudsnit, jeg har designet og produceret undervejs.

Forsikringsakademiet — data for alvor

I oktober 2022 skiftede jeg til Forsikrings- og Pensionsakademiet som læringskonsulent, en stilling jeg havde frem til september 2024. Her viste jeg kollegerne, hvordan de skulle lægge materialer og forløb op, så Moodle Workplace kunne indfange læringsdata undervejs. Jeg satte selv LMS’et op, så det kunne give relevante rapporter til den enkelte kursist og til HR i selskaberne — data, der ellers lå ubrugt hen.

Sygemeldt — og en test

Efter Forsikringsakademiet var jeg sygemeldt med stress i to år. Det er mit livs første sygemelding, og jeg håber også den bliver den sidste. På et tidspunkt i det forløb havde jeg brug for at teste noget helt konkret: om hjernen stadig virkede. Derfor begyndte jeg på LearningSignals.

I dag

Svaret blev til et projekt, jeg stadig arbejder på: learning_evidence og LearningSignals, en platform der strukturerer 7.000+ peer reviewed-artikler om læring og uddannelse via en flerakset tag-taksonomi, koblet med dansk lovgivning, politicydokumenter og arbejdsmarkedssignaler — bygget til at give ledelse, kvalitet/akkreditering, undervisere og studenterservice hver deres indgang til den samme evidens.

Jeg er desuden i praktik som analytiker på Københavns Universitet, hvor jeg arbejder med dataanalyse i RStudio. Her har jeg gennemført en selvstændig analyse af sammenhængen mellem LMS-aktivitet og studieprogression for 1.200+ studerende (2020–2025), baseret på koblede data fra Absalon (LMS) og STADS. Det betød at etablere analysepopulationer, vurdere datakvalitet og bias, udvikle indikatorer for læringsaktivitet og progression, og omsætte resultaterne til beslutningsrelevante anbefalinger — dokumenteret med de metodiske begrænsninger, der reelt var.

Den røde tråd gennem alle skiftene — pædagog, konsulent, dataanalytiker — er den samme: at gøre implicit fagviden eksplicit og operationel. Først i undervisningsmateriale. Nu i datastrukturer og AI-systemer.

Jeg lægger vægt på at vise arbejdet — data, metode, begrænsninger — og lade konklusionen følge af beviset og du finder mit professionelle netværk på LinkedIn